Sådan lærer du noget nyt – hvad forskningen siger om træning, kortspil og skolefag

Om det er reglerne til et nyt kortspil, en teknisk øvelse i træningscentret eller et kapitel til en prøve, er udfordringen den samme: hvordan får man noget til at sidde fast?

De fleste af os bruger de metoder, vi lærte som børn – læse igen, streger under, skrive et resumé. Og det er præcis de metoder, forskningen har sværest ved at finde effekt af.

Denne artikel gennemgår, hvad der faktisk virker ifølge en af de mest citerede gennemgange på området, hvorfor de populære metoder føles bedre end de er, og hvordan du bruger principperne konkret – i kortspil, i træning og i skolefag.

De ti metoder – og hvordan de klarede sig

I 2013 offentliggjorde en gruppe forskere ledet af John Dunlosky en omfattende gennemgang i Psychological Science in the Public Interest. De vurderede ti almindeligt anvendte læringsteknikker og gav hver især en samlet karakter: høj, moderat eller lav nytteværdi.

Metoderne blev udvalgt, fordi de er lette at bruge – og fordi flere af dem, som overstregning og genlæsning, er dem, studerende selv rapporterer at bruge mest.

Gennemgangen kan findes hos Association for Psychological Science, som udgiver tidsskriftet.

Bemærk, at “lav nytteværdi” ikke betyder virkningsløs. Det betyder, at effekten er lille, ustabil, eller at den ikke holder på tværs af aldre, materialer og prøveformer. Forskerne anbefaler derfor, at man erstatter dem med de bedre dokumenterede metoder – for eksempel selvtest i stedet for genlæsning.

Hvorfor føles de dårlige metoder så gode?

Fordi de skaber en fornemmelse af flydende genkendelse.

Når du læser et afsnit for tredje gang, føles det bekendt. Hjernen tolker den bekendthed som “det kan jeg”. Men genkendelse og fremhentning er to forskellige ting. Du kan sagtens genkende et svar, du ikke selv kunne have produceret.

Det er samme mekanisme, der får en YouTube-video om en øvelse til at føles som træning. Du forstår, hvad der skal ske. Det er bare ikke det samme som at kunne udføre det.

Den ubehagelige konsekvens: de metoder, der føles sværest undervejs, er ofte dem, der virker bedst.

De to metoder med bedst dokumentation

Selvtest

Princippet er simpelt: forsøg at hente svaret frem fra hukommelsen, før du tjekker det.

I praksis:

• Dæk til. Læs et afsnit, dæk det, og gengiv indholdet med egne ord.
• Flashcards. Klassisk, og stadig blandt de mest effektive redskaber.
• Forklar for en anden. Eller for en tom stol. At sætte ord på afslører hullerne øjeblikkeligt.
• Lav dine egne spørgsmål til stoffet, mens du læser det første gang.

Det væsentlige er anstrengelsen. Hvis du kigger på svaret efter to sekunder, sker der ikke noget. Effekten ligger i forsøget på at huske.

Fordelt træning

Den samme mængde tid giver et markant bedre resultat, når den spredes ud.

Grunden er, at man glemmer lidt mellem hver session – og at netop det at hente stoffet frem igen efter en pause er det, der styrker hukommelsen.

Det taler direkte imod natlæsning. Ikke fordi natlæsning ikke virker på kort sigt, men fordi det stort set intet efterlader.

De metoder med moderat dokumentation

Uddybende spørgsmål. Stil “hvorfor?” til det, du læser. Hvorfor er det den regel? Hvorfor virker den øvelse på netop den muskel? Det tvinger stoffet ind i en sammenhæng frem for at ligge løst.

Selvforklaring. Forklar undervejs, hvordan du kom frem til svaret – ikke bare hvad svaret er. Særlig effektiv ved regneopgaver og fremgangsmåder.

Blandet træning. I stedet for at lave tyve opgaver af samme type blandes forskellige typer. Det føles værre undervejs, fordi man laver flere fejl. Til gengæld træner man det, der reelt er svært: at afgøre hvilken metode der skal bruges.

Sådan bruger du det på tre områder

Kortspil og brætspil

De fleste lærer et nyt spil ved at læse reglerne igennem og så gå i gang. Efter fem minutter slår nogen op i hæftet igen.

Prøv i stedet:

• Læs reglerne, luk hæftet, og genfortæl dem. Det tager to minutter og afslører præcis, hvad der ikke sad fast.
• Spil kort og ofte frem for én lang aften. Tre gange en halv time slår halvanden time samlet.
• Bland varianterne. Spiller du flere spil i samme familie, styrker det forståelsen af, hvad der er fælles og hvad der er særegent.
• Sæt ord på dine træk. “Jeg lægger den her, fordi…” er selvforklaring i praksis – og gør dig hurtigere til at genkende situationen næste gang.

Træning

Her er en vigtig nuance, som ofte forsvinder i populærlitteraturen om “10.000 timer”.

En meta-analyse fra 2014 af Macnamara, Hambrick og Oswald undersøgte, hvor stor en del af forskellene i præstation der kunne forklares af mængden af målrettet træning:

Forskerne konkluderede, at målrettet træning er vigtig – men ikke så altafgørende, som det ofte er blevet fremstillet.

Bemærk, at tallene ikke siger, at træning ikke betyder noget. De siger, at mængden af træning alene ikke forklarer det hele: alder ved start, kvaliteten af træningen, instruktion og en række andre faktorer spiller ind.

Praktisk betyder det, at kvaliteten af timerne slår antallet. Målrettet arbejde med det, der konkret er svært, med feedback undervejs, giver mere end flere gentagelser af det, man allerede kan.

Skolefag

De samme principper gælder – med én vigtig begrænsning.

Selvtest forudsætter, at der er noget at teste. Har man aldrig forstået, hvad en brøk er, hjælper det ikke at prøve at huske svaret. Så bliver flashcards til udenadslære uden fundament.

Det er præcis dér, undervisning har sin styrke. En underviser kan opdage den misforståelse, eleven ikke selv kan se – og kan bygge forfra det rigtige sted. Det er grundtanken bag én-til-én-forløb, som for eksempel norske gotutor tilrettelægger efter elevens konkrete faglige huller frem for efter en fast holdplan.

Når fundamentet er på plads, kan eleven derimod bruge metoderne selv:

• Selvtest på det, der er gennemgået.
• Fordelt træning i stedet for læsning aftenen før.
• Selvforklaring af fremgangsmåden, ikke kun facit.
• Blandet træning af opgavetyper op til en prøve.

Hvad der ikke virker – og hvorfor vi bliver ved

Passiv genlæsning. Føles produktivt, efterlader lidt.

Overstregning uden efterbehandling. At markere er ikke at bearbejde. Skal du strege under, så gør det på anden gennemlæsning og skriv et spørgsmål i margenen ved hver markering.

At studere med afbrydelser. Hvert skift væk fra opgaven koster tid at komme tilbage fra. En halv time uden telefon slår en time med.

At måle indsats i tid. “Jeg læste i tre timer” siger intet om, hvad der blev lært. Mål i stedet, hvad du kan gengive bagefter.

En praktisk uge

Et eksempel på, hvordan principperne kan sættes sammen – uanset om emnet er et kortspil, en øvelse eller et fag:

Det tager mindre tid end en enkelt lang aften – og efterlader mere.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilke læringsmetoder har bedst dokumentation?

Selvtest og fordelt træning fik som de eneste to høj nytteværdi i den store gennemgang fra 2013. Begge er vist at virke på tværs af aldre, materialer og prøveformer.

Hvorfor virker overstregning og genlæsning ikke bedre?

Fordi de skaber genkendelse frem for fremhentning. Teksten føles bekendt, men du træner ikke evnen til selv at producere svaret.

Er resuméer spild af tid?

De blev vurderet til lav nytteværdi i gennemgangen. Skal du bruge dem, virker de bedst kombineret med selvtest – altså at skrive resuméet uden at kigge i teksten.

Hvad er blandet træning?

At blande forskellige opgavetyper i stedet for at tage én type ad gangen. Det føles sværere undervejs, men træner evnen til at vælge den rigtige metode – som er det, der kræves til en prøve eller i et spil.

Er 10.000 timer nok til at blive ekspert?

Meta-analysen fra 2014 fandt, at mængden af målrettet træning forklarede 26 % af variationen i spil, 21 % i musik og 18 % i sport – men kun 4 % inden for uddannelse. Træning betyder meget, men langtfra alt.

Hvor lang tid bør en session vare?

Kortere sessioner fordelt over flere dage slår lange sessioner samlet på én dag. Vigtigere end længden er, at sessionen er uden afbrydelser.

Hvornår rækker selvstudie ikke?

Når fundamentet mangler. Selvtest forudsætter, at der er noget at hente frem – har man misforstået noget grundlæggende, kræver det som regel en anden person at opdage det.